Kommunikationsløs
Igen er jeg så lige alene hjemme. Denne gang er anledningen svigermoderens fødselsdag i morgen – jeg fik lov til at blive hjemme, fordi jeg trænger til en “stille weekend”, nu der har været så meget de sidste uger OG vi skal holde stor fødselsdag næste weekend.
Det gik altsammen lidt hurtigt inden han skulle afsted; gaver og bøger skulle pakkes og de formanende ord; har du husket buskort og telefon? Så brugte vi lige syv -stressede- minutter på at lede efter buskort, der selvfølgeligt var pakket ned i tasken. Men et eller andet sted smuttede det med telefonen… For jeg har lige fundet den i lommen på hans træningsjakke. Begyndte at lede da hans mor skrev, at hun ikke kunne forstå, at hun ikke havde hørt fra ham – han plejer altid lige at skrive, når han er taget med bussen.
Snedigt at glemme sin telefon, når man skal være hjemmefra i to dage (<– den dér ruller altså med øjnene..) Og jeg skal nok IKKE regne med søde godnat-beskeder. Jeg nåede faktisk at sende to beskeder og ringe op én gang, før jeg opdagede at den ikke var med…. Hmm, hvad gjorde vi før vi fik mobiltelefoner…?
Dengang giftede vi os med det samme, og fik en brevdue i bryllupsgave.
Ha, det må jeg foreslå ham Han snakkede faktisk om dvd-duer den anden dag (don’t ask, men de har åbenbart samme funktion)…
Man ringede og hviskede de søde godnat beskeder.
Faktisk synes jeg ikke unge mennesker skulle have en mobil, før de havde prøvet at blive ringet op af en fyr og det var daddy-O der svarede. Se det var spas dengang S
Pyh ja, det er rigtigt Kan godt huske når jeg skulle ringe hjem til min første kæreste. Hvis jeg ringede om aftenen, vidste jeg konsekvent, at det ville være hans far, som lå på sofaen under telefonen, der svarede. Hvorefter man hørte ham råååbe op til kæresten, der boede på loftet Det begrænsede i hvert fald antallet af uvigtige beskeder…