Inspireret af indlægget hos Maria, har jeg også gjort mig nogle tanker om det at være personlig versus privat.
For mig er det noget anderledes, fordi jeg har valgt at være semianonym. Kun semi, fordi jeg, da jeg i sin tid fik fingrene i domænet absolut skulle udbasunere det, og endnu ikke havde gjort mig nogle særlige tanker om, hvad der skulle ligge her. Dette betyder så idag, at jeg ikke rigtigt kan vide, hvem der læser med – og det kan godt indimellem hæmme mig lidt, mht. hvad der bliver skrevet. Desværre. At de personer, der kender mig godt læser med, har jeg intet problem med. Dér vil ikke komme så mange misforståelser, og hvis der gør, er jeg sikker på, at der bliver spurgt. Eller det håber jeg da.
“Mit problem” ligger derimod hos de læsere, som kun kender mig perifert, og som jeg måske slet ikke snakker med, det være fx medstuderende eller (tidligere) bekendte. Her føler jeg, at jeg med visse emner ville udlevere mig selv, og nok mere problematisk; min kæreste eller min familie.
Nogle gange ville det være rart at kunne blogge mere ærligt om forhold, veninder og eks’er uden at skulle tænke på, hvem der eventuelt læser med (uden at kommentere…).
Den periode hvor siden var nede, blev der en dag pludseligt vist en gammel index-side, som ved en fejl stadig lå på serveren, men som ikke blev vist, når WP kørte. Massive problemer med databasen medførte så lige, at det pludseligt var min gamle side inkl. 2 år gamle billeder, og oplysninger om semester og præcis studieretning (som jeg ALDRIG nævner her!),der blev vist. For pokker, der fik jeg ondt i maven, og var lige ved at tude. Mest fordi jeg ikke selv havde kontrol over det. Jeg havde ikke adgang til ftp’en og siden lå til frit skue i op mod 12 timer. Pyh… Før det, havde jeg faktisk overvejet at smide et par billeder op, men jeg vil gerne selv styre det 
Men for at vende tilbage til emnet… Jeg kan se, at ovre hos Maria kører diskussionen lidt på, om det egentligt ikke er dybt uinteressant, at læse med på en blog, hvor man slet ikke kender forfatteren. Og det bekymrer også mig noget. Jeg kan ikke på stående fod nævne en blog, jeg besøger næsten hver dag, hvor jeg ikke mindst kender forfatterens fornavn og ved, hvordan hun/han ser ud. Er det mon tilfældigt? Og er der vanvittigt kedeligt hér?
Pigen Blogging, Mig
