Om natten d. 14. september sov min søde mor stille ind. Fredag blev hun bisat.
Jeg og min familie er efterladt med et kæmpe tomrum, og hun vil være mere savnet end ord kan beskrive.
Her har længe været stille, og det bliver her nok ved med at være lidt endnu. Men nu ved I hvorfor.
Jeg har lige været flittig og opdateret min blogroll med de blogs jeg (forsøger) at følge. Jeg er dog faldet i Google Reader fælden, så glemmer ofte at kommentere…
Men måske betyder det, at jeg også snart kommer med en opdatering på bloggen. Intet er umuligt 
Engang var der en Pige, der havde en blog. Hun var faktisk ret glad for den og sine læsere, men så skete der en masse (egentligt ganske blog-værdige begivenheder) og så glemte hun den lidt, og da der var gået tilpas længe, var det pludselig meget svært at begynde at skrive igen.
En dag kom inspirationen dog tilbage – helt uventet og motiveret af en himmelsk drik af frosne jordbær og friskpresset appelsin- og citronsaft.
Håber I er med endnu
Bliver ved med at modtage spam -som ikke bliver fanget af mit filter- på den samme post. Titlen er “Er jeg den eneste..?” og jeg kunne ikke huske, hvad den egentligt var om. Men nu ville jeg lige lukke for kommentarer til den, så gik ind på det pågældende indlæg. Og kig lige – det er sgu da sært, ikke? 
Jeg har været.. Hmm.. Fraværende, tror jeg nok Men nu er jeg her igen. Der er ikke så meget at blogge om pt., så garanterer ikke noget
Siden sidst har jeg fået sommerferie. Var uheldig til den mundtlige, og “min eksamensmand” var der ikke, da det blev min tur – så nu har jeg et fint U i min studiejournal…. Det passede mig fint da, for jeg ville gerne forberede mig super godt jo, og det havde jeg bare slet ikke haft mulighed for. I stedet skal jeg så op i august. I disse dage er jeg dog mildest talt en smule træt af det. Vi rejser om 12 (!) dage, og jeg vil gerne have forberedt det hele minus ét fag inden da. Men pensum er ikke blevet mindre, og selv med en alt for optimistisk læseplan, er det umuligt at nå det jeg gerne vil. Så jeg er en anelse presset, og det her er IKKE hvad jeg kalder ferie…
Men! Vi rejser som sagt om 12 dage, og det bliver skønt! Jeg skriver pakkelister i det uendelige, og i princippet mangler vi ikke noget der er mere vigtigt end at vi kan rejse uden. Men vi er uforberedte, for vi har slet ikke haft tid til at bladre i rejsebiblioteket den seneste tid, så hvem ved, hvor vi ender ?
Har lige slugt en portion lækre danske jordbær med fløde, og i køkkenet står dej til kardemommeboller og hæver. Vi skal nemlig ned til Hadsund og besøge svigerfarmor i eftermiddag, og hun skal glædes med nybagte boller og en fin lilla aster victoria. Til gengæld inviterer hun på middag i byen, og vi klager ikke.
Inden da skal jeg ned og vende i byen. Der er en halv liter blod, der skal afleveres, og så har jeg hørt rygter om alt for billig rød ål - det må tjekkes ud.
Det er svært at koncentrere sig om at læse svært skattestof, når man samtidig gerne vil lytte til søde Space i radioen…
Måske ligger jeg mig bare på sofaen med te og marcipanæg, indtil programmet er færdigt. Jeg er nem at overtale!
Inspireret af indlægget hos Maria, har jeg også gjort mig nogle tanker om det at være personlig versus privat.
For mig er det noget anderledes, fordi jeg har valgt at være semianonym. Kun semi, fordi jeg, da jeg i sin tid fik fingrene i domænet absolut skulle udbasunere det, og endnu ikke havde gjort mig nogle særlige tanker om, hvad der skulle ligge her. Dette betyder så idag, at jeg ikke rigtigt kan vide, hvem der læser med – og det kan godt indimellem hæmme mig lidt, mht. hvad der bliver skrevet. Desværre. At de personer, der kender mig godt læser med, har jeg intet problem med. Dér vil ikke komme så mange misforståelser, og hvis der gør, er jeg sikker på, at der bliver spurgt. Eller det håber jeg da.
“Mit problem” ligger derimod hos de læsere, som kun kender mig perifert, og som jeg måske slet ikke snakker med, det være fx medstuderende eller (tidligere) bekendte. Her føler jeg, at jeg med visse emner ville udlevere mig selv, og nok mere problematisk; min kæreste eller min familie.
Nogle gange ville det være rart at kunne blogge mere ærligt om forhold, veninder og eks’er uden at skulle tænke på, hvem der eventuelt læser med (uden at kommentere…).
Den periode hvor siden var nede, blev der en dag pludseligt vist en gammel index-side, som ved en fejl stadig lå på serveren, men som ikke blev vist, når WP kørte. Massive problemer med databasen medførte så lige, at det pludseligt var min gamle side inkl. 2 år gamle billeder, og oplysninger om semester og præcis studieretning (som jeg ALDRIG nævner her!),der blev vist. For pokker, der fik jeg ondt i maven, og var lige ved at tude. Mest fordi jeg ikke selv havde kontrol over det. Jeg havde ikke adgang til ftp’en og siden lå til frit skue i op mod 12 timer. Pyh… Før det, havde jeg faktisk overvejet at smide et par billeder op, men jeg vil gerne selv styre det
Men for at vende tilbage til emnet… Jeg kan se, at ovre hos Maria kører diskussionen lidt på, om det egentligt ikke er dybt uinteressant, at læse med på en blog, hvor man slet ikke kender forfatteren. Og det bekymrer også mig noget. Jeg kan ikke på stående fod nævne en blog, jeg besøger næsten hver dag, hvor jeg ikke mindst kender forfatterens fornavn og ved, hvordan hun/han ser ud. Er det mon tilfældigt? Og er der vanvittigt kedeligt hér?