Archive

Archive for the ‘Bønne-pigen’ Category

Og så blev man så meget klogere

January 19th, 2011

Før jeg gik på barsel havde jeg store planer om alle de dvd’er -både serier og film- jeg skulle se, når jeg skulle gå herhjemme… Surprise surprise! ;-) Det er jo så ikke sket – eller dvs. jeg har faktisk netop tændt for et afsnit af Satc – hvilket så afledte dette indlæg. For det er det første i adskillige måneder.

For tiden flyver jo afsted! Der er aftaler, vasketøj, indkøb, oprydning og så naturligvis det der barn ( ;-) ) der skal skiftes, ammes og underholdes. Og uge efter uge går! Og dvd’en står bare der :-)
Derudover er der pt. planlægningen af dåb, bryllup (!! kun vielse i denne omgang, men alligevel) og så er vi muligvis ved at købe en lejlighed!

Men mon ikke der kommer lidt mere ro på…? Og hvilken baby har måske nogensinde taget skade af en sæson eller to af Satc ;-)

Pigen Bønne-pigen, Film, Mig

Jeg tør jo næsten ikke sige det højt, men…

December 15th, 2010
Comments Off

Hvor er det her barselshalløj dog hyggeligt! (Man skulle jo nødigt jinxe noget…)

Kan gå hjemme med verdens skønneste baby, møde mine to medbarslende yndlingskolleger og deres babyer til kaffe og brunkager, og har tid til at bage og spise sushi.

Alt imens Liva trives og vokser med vild fart! Pyh… Kollegernes babyer er 2 mdr. ældre end Liva, og de er så store allerede, så det er bare om at følge med, for om et øjeblik er min lille baby slet ikke så lille mere :-(

Hvor overskudsagtigt ovenstående så end måtte være, er det der jul kommet en smule (læs: RET meget) bag på mig. De første julegaver blev først netshoppet i går aftes, men kunne godt bruge input til gaverne til min far og morfar… Til sidstnævnte er jeg ude i noget med den klassiske dvd, men kan efterhånden ikke huske, hvilke han allerede har fået :-)

Juleaften i familien bliver så anderledes i år. Jeg glæder mig virkeligt meget til bare at være sammen med hele familien, kan jeg mærke, men hvor kommer vi til at savne min mor! Hun vil også mangle den aften, men jeg tror på at vi (jeg, Ham Den Søde for første gang, Liva, mine søskende, far, mormor og morfar) vil få en rigtig hyggelig aften. Der vil blive nogle vemodige stunder, men også glade minder, og det er en god blanding. Der vil blive skabt nye traditioner, det er fx Livas første jul, men vi vil også holde fast i det gamle – for så er i hvert fald lidt som det plejer.

Pigen Bønne-pigen, Familie, Jul

Ny titel igen :-)

November 27th, 2010

Beklager stilheden, men jeg fik pludseligt travlt med at være nogens mor :-)

Sig hej til Liva!

Liva

Liva

Hun er født d. 14. november, og vejede ved fødslen 3570 gram og målte 51 cm. Og var bestemt værd at vente på :-)

Pigen Bønne-pigen

Materielle glæder

November 9th, 2010
Comments Off

Senere i dag, skal vi ENDELIG købe et par skønheder, som vi har luret på meget, meget længe! :-)

Det drejer síg om fire af disse her (i hvid):

Og så sådan en her (med tre rum):

…Som jeg er så heldig at få som natbord – så kan der samtidig blive gemt lidt skrammel ;-)

Og damen i maven? Hun lader fortsat vente på sig :-) Men jeg er ikke blevet utålmodig (endnu) og nyder at tusse rundt (dog i lavt tempo efterhånden) og få ordnet småting, og se folk til mad- og/eller kaffeaftaler. Det er slet ikke så slemt!

Pigen Bønne-pigen, Indretning

Lige om lidt!

October 6th, 2010

Det går pludselig op for mig, at der i dag er netop en måned til termin!

Jeg har haft en ok nem graviditet so far, men er den sidste uges tid med ét blevet højgravid og noget besværet, og de natlige vend er blevet større projekter, og 1,20-sengen er ikke helt så stor som den har været… Babydiva giver sin mor kamp til stregen, og indimellem tror jeg slet ikke at hun sover. Håber ikke, at det er et tegn om, hvordan det bliver, når hun kommer ud ;-)

Var ved jordemoder igår, og hun mindede om at der jo nu kun er halvanden uge til, at det vil være inden for normalen, hvis jeg føder. Det er jeg altså ikke klar til!
Hverken praktisk eller oppe i hovedet. Det sidste praktiske regner vi dog med at få plads i løbet af weekenden, og mentalt er jeg sgu ikke sikker på, at jeg faktisk bliver helt klar. Min mor skulle have været her, og det er hun ikke, og det gør bare en kæmpe forskel mht. hvordan det “skulle have været”.

Hun stolede dog på, at jeg ville klare det “perfekt” og det må jeg så stole på. Men for pokker, hvor jeg dog savner hende.

Pigen Bønne-pigen, Familie

Et styk mini-Pige coming up

July 29th, 2010

Mona har gjort mig opmærksom på, at Bønnen i maven stadig er en hemmelighed – og her går jeg ud fra, at det et fordi der ikke er kommet et selvstændigt indlæg kun om det? :-)

Men nu står det her i hvert fald! Og i går fik vi endeligt at vide, hvad maven gemmer – og det er en lille Pige-bønne :-) Hun har forventet ankomst i november (hvor også resten af svigerfamilien har fødselsdag) og er bestemt en livlig lille dame.

Så der er babyforberedelser i det lille hjem, og efter ferien skal vi vist have ommøbleret lidt på vores 55 kvadratmeter :-)

Pigen Bønne-pigen