Også herfra skal I da høre, hvor jeg var idag for 5 år siden, da jeg hørte om angrebene på WTC.
Jeg gik på 3. år på HH, og var på studietur med min klasse til Washington. Vi var ankommet om lørdagen, dvs. et par dage før tirsdag d. 11/9. Netop denne morgen var vi på hertil, hvor vi skulle tilbringe det meste af dagen med rundvisninger og lignende. Vi tog subway’en til den nærmeste station, hvor vi blev hentet af en shuttlebus med en af universitetets lærere. Det var hende, der forklarede os et fly havde ramt det ene af tvillingetårnene. På det tidspunkt, var folks reaktion stadig, at det da var uheldigt – ikke rigtigt mere end det. Og der var så godt som ingen, der overvejede, at der kunne være tale om terror – man gik ud fra, at der var tale om et privat cesna fly, der ved et uheld havde ramt tårnet. Men da vi ankom, var de mange af de studerende samlet omkring tv-skærme, og så ramte det næste fly jo, hvorefter Pentagon var næst (har jeg ikke ret i rækkefølgen..?)
Alvoren gik i hvert fald ikke op for mig, før vi fik sat en telefonkæde igang, til vores forældre derhjemme – vi var okay. Men de sad jo derhjemme og kunne følge nyhederne – og dermed give os et overblik. Jeg tror nok, at det var ordet “undtagelsestilstand”, der fik mig til at indse omfanget af det, der var sket – og så var det bare ikke skidesjovt at være i Washington mere. Jeg mindes ikke rigtigt at være bange, men en vis bekymring var der da. De fleste af vores planer for dagen blev ikke rigtigt til noget. Vi fik vist en mini forelæsning alligevel – og så fik vi lov til at låne telefoner og computere, så vi kunne får skrevet hjem. Tilbage på hotellet lå vi og så CNN resten af dagen…
Den følgende lørdag rejste vi til NY (med tog..) og det var en meget underlig tanke, at en af vores topattraktioner ikke længere var der. Mange af de øvrige steder vi skulle have besøgt fx Empire State Building, FBI, Federal Reserve Bank, Statue of Liberty var af sikkerhedsmæssige grunde lukket, og i det hele taget blev det en tur meget anderledes end vi havde drømt om. Overalt i byen havde byens indbyggere hængt opslag, hvor de efterlyste deres familiemedlemmer og venner.
Hele området omkring det, der nu hedder Ground Zero var naturligvis afspærret, men vi kom så tæt på som vi nu kunne. Selv så mange dage senere var luften støvet af papir.
Som sagt blev det en anderledes tur, men det var stadig en utrolig oplevelse. Når vi kom rundt var folk søde og spurgte hvor vi kom fra. Og så beklagede de overfor os, det der var sket – og at det spolerede vores tur
Jeg kan huske den dag, de ophævede flyveforbuddet igen, en australsk pige stod på gangen på vores hostel, og snakkede med “dem derhjemme”, og råbte nærmest af glæde, at nu kunne hun komme hjem.
Lidt rodet post, men jeg husker det meste ret tydeligt. De første par år var det et emne, som folk (jeg ikke kendte) fandt meget spændende, og derfor gerne ville spørge en masse til. Men længe havde jeg ikke rigtigt lyst til at fortælle om det, det var som om folk havde nogle helt præcise forventninger om, hvordan det måtte have været. Og jeg havde hverken lyst til at under- eller overdrive.
Pigen Mig, Rejser